30. juli 2026 skrevet af Emma Maria Munksgaard Thrane
Formandens boks!
Så går sommerferien på hæld, og årets sommerlejre - DFFs og Fægteklubbens Trekantens - markerer starten på en ny sæson. No rest for the wicked!
Den 'gamle' sæson sluttede med et brag i slutningen af juni måned, hvor fægtning for første gang var på programmet i DIFs DM-ugen i Herning. Vi fik finalerne sendt live på DR2 i bedste sendetid lørdag aften, understøttet af et stort og veloplagt publikum i flotte rammer på Tinghuspladsen. En folkefest-oplevelse for fægtning. Det var livgivende!
Nu skal vi evaluere. At arrangere et fægtestævne på en udebane, man ikke kender, med samarbejdspartnere, der ikke ved noget om fægtning, og i en by, der ikke selv har en fægteklub; det var et cowboy-show, ingen tvivl om det. Næste år er DM-ugen i Aarhus og i '28 i København. Nu, hvor vi har prøvet det og gjort os nogle erfaringer, så har vi alle chancer for at få det maksimale ud af det næste gang. For hvis vi gør det rigtige, er der vist ingen tvivl om, at vi kan få meget ud af det.
Vi har jo sat en del fokus på træneren i vores indsatser i indeværende strategiperiode, der er startet i år. I juni afholdt vi forbundets første webinar, der handlede om inklusion. Og i skrivende stund afvikler vi Træner 1-uddannelsen under DFFs sommerlejr. Her har vi hele 9 videbegærlige trænere med et stort aldersspænd fra 13 til et sted i 50'erne! Når de kommer hjem, er det en kollektiv opgave at holde dem nysgerrige, beskæftigede og motiverede! DFFs plan er over sæsonerne at invitere dem - og alle andre trænere - til spændende oplæg, webinar, symposier og ikke mindst facilitere netværk og faglig sparring for alle.
Også på stævner og lejre forsøger vi os med nye formater. Condis Cup lavede i juni en special edition i Nyborg. Vi var meget spændte på om det kunne noget. Vi håbede! For vi har brug for begivenheder, der samler os. Vi har stadig et efterslæb efter corona. Ikke mindst på stævnesiden. Så det var med armene godt i vejret, at vi kunne konstatere rigtig god opbakning til et event, der samlede fægtere på tværs af generationer over en weekend. Det skal vi - også - bygge videre på!
På det mere elitære område er det også gået spektakulært for sig i denne sæson. Conrad Kongstad har ramt overskrifterne mere end én gang i år med World Cup sejr og Em-bronze. Med flere toppræstationer gennem sæsonen har han samlet set arbejdet sig næsten 50 pladser op på verdensranglisten og slutter sæsonen som nr. 9 i verden. Det er ikke sket før for en dansk fægter.
Og herrekårdeholdet slutter sæsonen af med en fornem sjette-plads til VM og slår bl.a. Rusland undervejs i et VM, hvor mange store nationer fik en tidlig exit.
Der er intet af alt dette, der lader sig gøre uden en enorm dedikation både fra fægtere, trænere, klubfolk og familier! Fægtere, der støtter hinanden, rejser sammen, gør hinanden bedre og skaber mening for og med hinanden. Frivillige, der kører til den anden ende af landet for at sætte piste op, for så selv at fægte med i stævnet, og bagefter pakke hele halløjet ned igen, medens andre giver en hånd med på sociale medier.... Trænere og frivillige, der bruger mange timer på at brainstorme, forberede og gennemføre stævner og træningssamlinger, rejser med fægterne og skaber samarbejder mellem klubber. Det er jo dét, som sådan en sport handler om og lever af; at en masse mennesker vil hinanden og fællesskabet og lægger tid og kræfter i at arrangere noget for hinanden!
Vi har nu kastet os over at analysere jeres besvarelser på klubundersøgelsen, som DIF hjalp os med. Tak til de mange af jer, der tog jer tid til overvejelser, debatter og besvarelser. Det er et rigtig godt værktøj for os og for udviklingskonsulenten, når de næste indsatser skal defineres og søsættes.
Jeg håber, at alle går ind i den nye sæson med lidt inspiration fra den gamle sæson; at alle har fundet noget, stort eller småt, de godt lige vil prøve af, bidrage med, deltage i, lave mere af, lave om på, overbevise nogen om, lokke nogen med på. I DFF vil vi gøre, hvad vi kan, for at opdage det og hjælpe det på vej. Tøv ikke med at kontakte os - vi vil ikke tøve med at kontakte jer!
Rigtig god sæsonstart til alle!
Hilsen Louise